Om projektet

Frivillig365 - en fortælling hver dag

At frivilligt arbejde har en stor betydning for vores samfund, kan de færreste være i tvivl om. Og det er vigtigt, at vi får fortalt historien om det frivillige arbejde. Får vist, hvor meget der rent faktisk sker rundt omkring.

Det er den fortælling, Frivillig365 handler om. Det er fortællingen om frivilligt arbejde i Ringkøbing-Skjern Kommune, med afstikkere til andre steder i både ind- og udland.

Projektet går i al sin enkelthed ud på, at vi hver dag i 365 dage serverer en ny historie om frivilligt arbejde. Et billede og en lille tekst - hverken mere eller mindre. Historier, der handler om al slags frivillighed indenfor idræt, kultur, det sociale område, landdistrikter - og alt, hvad der måtte ligge udenfor de nævnte områder.

FrivilligVest har selv været ude og samle historier ind til at begynde med. Opfordret foreninger og frivillige til at sende og selv taget billeder af det, vi møder på vores vej. Når vi er kommet lidt i gang, så skulle det gerne køre af sig selv. Så er det foreninger, frivillige og andre, der sender ind uden at vi skal ud og prikke til folk. Fordi selve fortællingen om det frivillige arbejde er en fantastisk historie, og den håber vi, at rigtigt mange gerne vil være en del af.

Har man lyst til at sende et billede og en lille tekst, der forklarer, hvad der er på billedet, så er man velkommen til at gøre det. Send en mail til Carsten Bille Christiansen, der er projektleder på Frivillig365.

Når de 365 dage er gået, samler vi vores fortælling til en bog. En bog, som vi udgiver og deler med resten af verden. Alle bidragsydere til Frivillig365 får naturligvis et eksemplar af bogen - og ellers vil man kunne købe bogen for 100,- kroner plus moms og eventuel forsendelse. Faktisk kan man allerede nu bestille Frivillig365-bogen ved at sende en mail til projektlederen.

Klik her for at komme videre til yderligere info om Frivillig365!